Menu

Beretning fra Holland 2015: Mere end "bare" fodbold

image Arkivfoto: Palle Herløv
Af Iben Aagaard og Anna Iversen, U15 Piger
27. juni 2015 kl. 17:11

BØRN & UNGDOM - En række ungdomshold fra HIF var tilbage i maj en tur i Holland. Her er en beretning fra to piger, der var med på turen.

Vi var afsted fra 21. til 25. maj. Vi mødtes i Mosen torsdag kl. 22.30 og kørte ved 23-tiden. I vores bus havde vi U15 Drenge, U14 Drenge og U12 Drenge. Busturen derned tog cirka 12 timer. Der var undervejs pauser til morgenmad og toiletbesøg. Vi boede alle forholdsvis tæt på hinanden, så vi hele tiden kunne snakke sammen.

Lige da vi ankom til pladsen, fik vi uddelt hytter. Vi startede med at få lidt at spise og pakke ud. Vi havde lige sat os ned, da drengene kom over. De havde købt en minigrill og inviterede os til grillhygge, og den var vi da med på.

Vi ankom allerede til pladsen lidt efter kl. 10, så vi havde hele dagen til at falde til. Vi besluttede at gå ned i pladsens badeland sammen med drengene. Det var super hyggeligt og sjovt. Resten af dagen gik meget med hygge, lidt fodbold og med at nyde det dejlige solskinsvejr.

Der blev serveret morgenmad og aftensmad på pladsen. Vi havde vores egen spisesal. På selve stadion, hvor vi spillede kampene, fik vi en madpakke med nogle boller, en juice, noget frugt og en chokoladebar. På pladsen var der et badeland, en plads hvor vi kunne spille fodbold, basketball, minifodbold, en lille hoppeborg og en butik, vi kunne handle diverse ting ind i.

Vi kørte tidligt lørdag morgen, da det tog noget tid at køre derud, da vi også skulle sætte U15 Drengene af på vejen. Vi havde to kampe men med store mellemrum, så vi brugte den gode tid på at hygge og slappe af, spille lidt bold for sjov og heppe på de andre U13-piger.

Den første stævnedag endte rigtig godt. Vi vendte retur med to succesfulde kampe, og det samme gjorde U13-pigerne, som vi fulgtes med. Vi var tilbage sent eftermiddag, men vi kunne selvfølgelig lige nå at besøge badelandet - vejret var jo så skønt.

Kl. 20 blev der serveret aftensmad nede i den store sal, og det er ingen hemmelighed, at maden ikke er til fem stjerner, men spiseligt var det, og efter en lang dag i det skønneste vejr havde appetitten meldt sig.

Vores lørdag aften gik med hygge, hvor vi mødtes med nogle af drengene, og vi gik rundt og hyggede os i forskellige huse og rundt på pladsen. Det var blevet sagt, at alle skulle være i hytterne kl. 22.30 og sove kl. 23.00. Dog blev det altid lidt senere end planlagt :-)

Søndag var den sidste stævnedag, hvor vi skulle spille tre kampe og forhåbentlig komme helt til finalen. Vi nåede helt til finalen, men vi var trætte. Ja, faktisk var vi udmattede og måtte ”dope” os med rent sukker for at holde os kørende, og på det tidspunkt havde vi allerede to syge spillere. I mellemtiden var U15-drengene og U13-pigerne færdige med deres kampe, så de kom over og så vores finale, hvilket bare gjorde os ekstra nervøse.

Det endte med en straffesparkskonkurrence, som vi tabte, men vi var stolte af vores velfortjente andenplads. Vi kom tilbage til pladsen og brugte resten af den sidste aften på at hygge, snakke, hænge lidt ud med drengene og på at rydde lidt op inden næste morgen, hvor vi skulle hjem mod Danmark igen.

Vi stod tidligt op og ryddede det sidste op, før vi forlod hytterne og gik over til morgenmaden. Efter morgenmaden blev der tisset af, før vi kørte hjem mod Danmark. Vi stoppede i Flensborg på vejen hjem, så man fik en chance for at handle lidt ind. Busturen derned og hjem igen er noget af det hyggeligste. Det lyder måske slemt at tilbringe 12 timer i en bus med mange mennesker, men du flytter dig fra sæde til sæde og snakker med mange forskellige folk. Du har det sjovt, hvis du tør kaste dig ud i det og ikke holder dig tilbage.

Vi har nogen af vores bedste minder fra Hollandsturen. For os i år var det lidt som en fantastisk afslutning, da det ikke ser ud til, at vi kommer igen næste år. Hollandsturen byder på rigtig gode oplevelser og minder. Du knytter nye eller stærkere bånd med dem du har fællesinteressen fodbold med.

Turen går ikke kun op i fodbold. Hvert øjeblik, du har uden fodbold, er ren hygge.

Luk