Menu

HIF udvider sponsorat med Middelfart Sparekasse

Af Palle Herløv
09. april 2015 kl. 22:01
BØRN OG UNGDOM - Hedensted IF og Middelfart Sparekasse udvider nu sponsorsamarbejdet til også at omfatte klubbens børneafdeling.

Det fortæller formand for Hedensted Idrætsforening, Henrik Lundsgaard Nielsen, der netop har underskrevet den nye sponsoraftale, som betyder, at sparekassens logo fremover kommer til at præge kamptrøjerne for spillere på legefodboldholdene og op til og med U12.

Hedensted IF er med sine mere end 900 medlemmer kommunens største fodboldklub, så der er tale om massiv eksponering for klubbens sponsor.

Klubben har også lavet et samarbejde med Middelfart Sparekasse omkring Majfesten i Mosen, hvor et større børnestævne i år vil blive sponsoreret af sparekassen og derfor skydes i luften under navnet ”Middelfart Sparekasse Cup”.

I forbindelse med Majfesten gæster tidligere træner for fodboldlandsholdet Sepp Piontek Hedensted IF's Erhvervsklub.

- Vi har den filosofi, at mange af de penge, vi tjener, også skal komme vores kunder i lokalsamfundet til gode, så derfor støtter vi gerne op om lokale tiltag, siger afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasse, Rune Petersen, til Horsens Folkeblad.

Luk