Menu

HIF indgår aftale med Andreas Smedegaard som ny assistent på U19

image Privatfoto
Af HIF Kommunikation
31. december 2022 kl. 13:27

UNGDOM – Hedensted IF har indgået en aftale med Andreas Smedegaard, der bliver ny assistenttræner på klubben U19 Liga 1-hold.

Det oplyser sportschef Alex Nørlund.

- Det er fantastisk, at vi har kunnet lave den her aftale i forhold til at optimere vores setup for U19-afdelingen. Det er et signal om, at vi vil være endnu stærkere i talentudviklingen, siger Alex Nørlund.

Andreas Smedegaard har UEFA’s B-licens for trænere og mange års erfaring fra andre klubber med i bagagen både som spiller, assistent og træner.

Således har han været forbi AIA/Tranbjerg, Viby IF, ASA i Aarhus, JAI i Viby, Christiansbjerg IF, TRIF i Rønde og senest Fuglebakken KFUM.

- Nu er jeg så klar til at se, hvad Hedensted er for en størrelse. Jeg må erkende, at mit forhåndskendskab til klubben og byen er meget begrænset, men jeg har haft nogle gode snakke med Alex Nørlund og cheftræner Jimmi Nielsen, som har overbevist mig om, at I har gang i noget, som jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af, siger Andreas Smedegaard.

- Jeg kan mærke, at kemien mellem os er god, og vi har det samme syn på fodbolden.

Han kontaktede selv HIF, da han for nogle måneder siden søgte nye udfordringer. Planen var egentlig at finde et job på et seniorhold, men her var alle aftaler for den kommende sæson lukket i Hedensted, og derfor kom U19-holdet på tale som en spændende udfordring for den rutinerede træner.

- Jeg havde i forvejen gået og tænkt på, om jeg skulle arbejde med U19-spillere, som jo er noget helt andet end senior. Både spillemæssigt og menneskeligt, hvor det er emner som uddannelse og fremtidsplaner, der fylder uden for banen, mens det for seniorer handler om familieforøgelse, bryllupsplaner og den slags. Alt det, man taler om, når man lærer hinanden at kende, siger Andreas Smedegaard.

- Så jeg er klar over, at det på mange måder bliver en anden måde at være træner på, men det er også en mulighed for mig til at udvikle mig. Jeg forventer, at jeg kommer til at opleve en ærgerrighed hos de unge, som man ikke nødvendigvis finder hos ældre seniorspillere, der ligesom er ”sat” og har affundet sig med, at de har nået deres niveau. Mange af de unge har drømme om at nå et vist niveau, og de drømme ser jeg frem til at være med til at realisere. Vores ambition er helt sikkert at udvikle HIF i en retning, hvor endnu flere unge kommer til at spille på højt plan, og hvor de kan gøre sig gældende på klubbens førstehold, siger Andreas Smedegaard.

Andreas Smedegaard er 38 år og bor i Lystrup nord for Aarhus sammen med sin hustru og datter. Han arbejder til daglig som facility manager i Coop, hvor han har ansvaret for drift og vedligehold af kædens butikker på Fyn og i det sønderjyske.

U19 tager ligesom seniorholdene hul på den nye sæson søndag den 15. januar kl. 13.

Luk