Menu

Marc Pedersen er ny sportschef i HIF

image Foto: Anne Hygum Rosendahl.
Af HIF Kommunikation
01. juli 2026 kl. 13:00

SENIOR - Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Marc Pedersen som klubbens nye sportschef.

Marc kommer til klubben med erfaring fra flere superligaklubber og et liv i elitefodbold.

- Hedensted IF er en forening, som jeg har hørt rigtig meget godt om igennem mange år. Derfor er jeg glad for nu at kunne være en del af den. Igennem bekendtskaber, som tidligere har været i klubben, blev der hos alle nævnt fællesskabet, den lokale opbakning og ildsjælene, siger Marc Pedersen til hedenstedif.dk.

- Det er alle ting, som jeg igennem mine cirka 20 år i elitefodbold har foretrukket at være en del af. Jeg har som spiller og efterfølgende i andre stillinger på den anden siden af kridtstregerne oplevet mange forskellige miljøer, og det sted, jeg har haft det bedst, var dér, hvor fælleskab, lokal opbakning og frivillige spillede en vigtig rolle.

Marc Pedersen har senest været i akademiet hos Vejle Boldklub, hvor han havde ansvaret for scouting og rekruttering på alle deres akademihold. Han har også siddet med i akademiledelsen i den seneste periode.

Han har spillet 105 kampe i Superligaen, 98 i 1. division og 17 for Djurgården i Allsvenskan.

- Jeg kommer til Hedensted IF med ambitioner om et træningsmiljø, hvor den enkelte spiller kan udvikle sig, hvor klubhuset bliver et sted, hvor alle nyder at komme, og at vi på sigt igen har seniorhold, der konkurrerer om oprykning - modsat det, vi desværre er endt med i år med vores to højest placerede seniorhold.

- Jeg ser frem til at møde alle i og omkring klubben, og jeg håber, at vi i fællesskab kan få sparket gang i et nyt spændende kapitel i Hedensted IF.

Hedensted IF ønsker Marc Pedersen velkommen i klubben!
Luk