Menu

Fastholder andenpladsen efter sikker sejr over Otterup

image Foto: Birte Pedersen
Af HIF Kommunikation
25. marts 2023 kl. 16:02

SENIOR - Hedensted er fortsat ubesejret efter dagens udekamp mod Otterup.

Holdets specialtræner, Kenneth Qvist, sætter her ord på kampen, der blev vundet 3-0.

Det var en kamp, vi på forhånd nok må indrømme, at vi havde sat næsen op efter 3 points i. Allerede fra kampens start skulle det vise sig, at der var stor forskel på top og bund i rækken.

Vi satte os med det samme på spillet og flyttede bolden tålmodigt rundt. Der var virkelig god plads for Hedensted-spillerne. Efter 11 minutter fik vi et hjørnespark, som via Mikkel Thisgaard imellem venner og fjender ramte Victor Kubel i det lille felt i en position, hvor det næsten var sværere at brænde end at score.

Efter scoringen fortsatte vi i teten, og Otterup kom kun med få stik i løbet af kampen. Primært på opspilsfejl fra vores side. En af disse fejl kom midt i første halvleg, men Jacob Michelsen i målet afværgede situationen sammen med Christian Jørgensen. Han fik i situationen et trælår og måtte senere lade sig udskifte.

Kort tid efter chancen til Otterup fandt Frederik Andersen plads højt i banen og lagde den i dybden til Kristian Skovbjerg, der sparkede den køligt ind med det - uden at fornærme nogen - lidt dårligere venstreben.

Lidt før pausen var det så Frederiks tur til at komme på tavlen i en situation, hvor selvsamme Frederik forspildte en god 4 mod 2-omstilling. Ad omveje landede bolden ude ved Filip Højgaard, der flot fandt Frederik fri i feltet. Han holdt to modspillere væk med et par finurlige træk og smed bolden fladt ind i det lange hjørne. Vi gik derfor til pause med en rigtig fin fornemmelse og en føring på 3-0.

Anden halvleg gik vi ind til med en motivation om at lave yderligere et par mål, og vi er også hurtigt tæt på ved Filip, som desværre ikke lykkedes med at få nettet til at blafre.

Anden halvleg udviklede sig til en kamp, der bølgede lidt for meget frem og tilbage, i forhold til hvad vi ønskede. Undervejs i halvlegen havde vi adskillige store chancer, men blandt andet overliggeren nægtede os afgang efter en fremragende omstilling.

Dagens kamp var én, hvor alle leverer en flot og professionel indsats. Der er ros til hele holdet. Især Jacob Michelsen i målet fortjener stor ros med tre store redninger, mens Rasmus Schjang ejede den centrale midtbane totalt.

HIF's startopstilling:
1. Jacob Michelsen (m)
2. Rasmus Schjang
3. Christian Jørgensen
4. Victor Kubel
6. Jeppe Hansen
7. Filip Højgaard
9. Kristian Skovbjerg
10. Mathias Kahr Christensen (c)
12. Frederik Andersen
14. Thomas Eisner
19. Mikkel Thisgaard

På bænken:
11. Ernest Kurshumliu
16. Kenneth Qvist (m)
17. Batughan Öksüm
18. Ronni Nordnæs

Mål:
11' 0-1 Victor Kubel
26' 0-2 Kristian Skovbjerg
44' 0-3 Frederik Andersen

Udskiftninger:
38' Ronni Nordnæs ind Christian Jørgensen ud (skadet)
65' Ernest Kurshumliu ind Thomas Eisner ud
38' Batughan Öksüm ind Filip Højgaard ud

Luk