U14-pigerne er klar til regionsfinalen

BØRN - Det står allerede klart her med to spillerunder tilbage, at vores U14-piger skal spille regionsfinale sidst i juni.
Det er tredje år i streg, at det lykkes, og det er dejligt så tidligt og inden Holland-turen i kristihimmelfarts-ferien at kunne sige, at første del af målsætningen for foråret er nået. Så skal det være i år, vi tager pokalen med hjem.
Vores U15-piger i Liga 2 klarer sig også rigtig godt og er med i kampen om at komme med i deres finalerunder. Tre hold ligger indenfor fire point, og vi skal hive nogle gode kampe frem de sidste runder.
Forleden sendte vi IF Lyseng hjem med et 2-0-nederlag i Mosen. Lyseng havde ellers til kampen forstærket sig med seks af deres faste Liga 1-spillere, men lige lidt hjalp det dem. Pigerne på begge vores hold viser i denne som i andre kampe en fantastisk kampvilje og vilje til at kæmpe for hinanden og for holdet.