Menu

Dødsfald: Uffe Bagge er død efter længere tids sygdom

image Arkivfoto.
Af HIF Kommunikation
03. januar 2026 kl. 15:03

KLUBNYT - Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at vores kære Uffe Bagge efter længere tids sygdom fredag den 2. januar sov ind på Gudenå Hospice.

Få uger efter afskeden med Poul Erik "Polle" Sørensen og kun få dage efter det smertelige farvel til blæksprutten Claus Sigvard Poulsen har vi igen mistet en stor personlighed i Hedensted IF.

Uffe findes på utrolig mange holdfotos af klubbens ungdomshold, hvor han virkede som træner og holdleder gennem en lang årrække.

Mange fodboldspillere vil huske tilbage på Uffe som den rolige og vejledende træner, der altid fandt noget positivt at sige om præstationerne.

Og selv om førsteholdet i danmarksserien skulle have spillet en mindre god kamp, omtalte Uffe aldrig spillerne som "de" men som "vores", når han talte om kampen efterfølgende.

Uffe blev ved HIF's 90-års-jubilæum i 2018 fuldt fortjent udnævnt til æresmedlem for sin store indsats i klubben, hvor han var aktiv til det sidste.

Sammen med vennerne Preben, Frode og Ove holdt han hver uge Mosen ren og pæn, så den altid var klar til kamp. Bolde blev perfekt pumpet til førsteholdets hjemmekampe, og bolddrenge og -piger blev venligt instrueret.

Altid hjertevarme Uffe vil blive savnet. Ikke mindst blandt førnævnte venner på deres hyggelige fredagsmøder, hvor HIF, fodbold og hele verdenssituationen blev vendt over en kold pilsner.

Allermest bliver Uffe dog savnet af Jette og familien, til hvem vores tanker går i disse dage.

Æret være Uffe Bagges minde 💔

Luk