Menu

Alex Nørlund bliver ny cheftræner i Hedensted

image Alex Nørlund bliver nu mand i spidsen for HIF's førstehold. Foto: Palle Herløv
Af HIF Kommunikation
30. december 2013 kl. 08:00

SENIOR - HIF's bestyrelse har foretaget en evaluering af forløbet af efteråret i klubbens seniorafdeling.

Resultatet af den evaluering er blevet, at HIF har valgt at opsige samarbejdet med cheftræneren for klubbens danmarksseriehold, Henrik Larsen, med øjeblikkelig virkning.

Det har naturligvis været en svær beslutning at træffe, men det er bestyrelsers lod at træffe beslutninger - også når de er vanskelige. Vi er ikke i tvivl om, at Henrik Larsen er en dygtig træner, men vi har som klub ikke været klar til Henrik Larsen.

Der er flere grunde til den beslutning, men den der har vejet tungest er, at så mange af vores dygtige spillere har valgt at stoppe med at spille fodbold i HIF.

I den erkendelse har vi nu set os nødsaget til at opsige samarbejdet for at prioritere klubbens gamle dyder. Vi er helt opmærksom på, at det ofte medfører et midlertidigt dyk i arbejdet på træningsbanen.

Derfor har det været vigtigt for os at minimere tomgangsperioden, og vi er glade for, at det er lykkedes os at lave en aftale med Alex Nørlund, som først og fremmest er kendt for sine egne meritter på banen, hvor han har spillet på absolut topniveau i VB, Viborg og AGF. På trænerfronten har Alex været assistenttræner for Odder IGF's danmarksseriehold.

Alex bor i Hedensted og arbejder til daglig som lærer på fodboldlinjen ved Balle Musik- og Idrætsefterskole.

Vi har stor tiltro til, at Alex er den rette mand til at føre vort førstehold videre på den måde, der matcher HIF's ønsker, og bidrage til at skabe optimale forhold for udviklingen i herreseniorafdelingen i det hele taget.

I bestyrelsen er vi helt opmærksomme på, at der vil være forskellige holdninger til vores handling, men vi håber på alles forståelse herfor. Vi håber selvfølgelig også, at alle vil tage godt imod Alex Nørlund og bakke op om vores nye træner ved at møde op til træning og give den en skalle for alles skyld - ikke mindst for HIF.

Med venlig hilsen og godt nytår til alle,
Bestyrelsen i Hedensted IF

Luk