Kenneth Qvist ser tilbage på året, der gik
Arkivfoto: Palle Herløv.
SENIOR - Endnu et år er ved at gå på hæld, og traditionen tro giver vi ordet til førsteholdets cheftræner Kenneth Qvist for at sætte punktum for sæsonen.
Når vi ser tilbage på året, står fire klare temaer frem:
1. Påvirkning af "forstyrrelser"
Sæsonen blev udfordret af udefrakommende faktorer. Ikke mindst Johnny Mølby, som først dobbeltjobbede i VB og senere rejste til Egypten. Sådan nogle ændringer sætter naturligt deres præg og skaber uro.
2. Lige ved og næsten
Vi var tæt på at spille os i playoff, og især to kampe stod som afgørende. I en direkte duel mod en konkurrent tabte vi på marginalerne – en kamp vi lige så godt kunne have vundet. Små ting afgjorde store muligheder.
3. Højt at flyve - dybt at falde
Kontrasten mellem sidste sæsons position og vores nuværende placering taler sit tydelige sprog. Optur er blevet til modgang, og forskellen har været mærkbar.
4. Satsninger, der gav pote – især på ungdomssiden
Vores strategiske valg omkring talentudvikling har båret frugt. Det vender vi tilbage til.
Sæsonen kan næsten deles i to lige store dele: Én godkendt og én, der langt fra var det.
I foråret spillede vi til tider fremragende fodbold, og vi var helt med til sidst omkring playoff-kampene til 3. division. Vi missede desværre muligheden på målstregen. Vi leverede især en stærk offensiv med 71 mål i 28 kampe, hvilket er en markant forbedring fra sidste sæson, hvor vi scorede 49. Et godkendt forår med pil opad.
Efteråret blev noget helt andet. Den sæson kræver de kritiske briller, for her ramte vi slet ikke det niveau, vi ved, vi kan levere. Hverken offensivt eller defensivt. Skader, manglende form og marginaler, der rullede den forkerte vej, spillede alle en rolle.
Vi har på trods af ovenstående ofte været det bedste hold på banen - også ifølge andre trænere, men manglende skarphed i begge felter – dér hvor kampene afgøres – kostede dyrt.
Vi kan vælge at slå os selv i hovedet og ærgre os, men det ændrer intet, og det hjælper os ikke. I stedet kommer vi til at analysere grundigt og arbejde endnu hårdere og målrettet frem mod foråret.
"VI VED OGSÅ, AT VI KAN MERE. MEGET MERE! DET SKAL VI VISE EFTER NYTÅR".
Konklusionen er klar: Det har ikke været godt nok i efteråret, og det ved alle omkring holdet. Vi ved også, at vi kan mere. Meget mere! Det skal vi vise efter nytår, hvor jeg forventer, at drengene kommer med fuld hammer.
Det er stadig et ungt hold med en lys fremtid, men man skal være bevidst om, at succes ikke kommer af sig selv. Slet ikke i en tæt række som Danmarksserien. Det kræver benhårdt arbejde, men potentialet i holdet er tydeligt, og med lidt mere erfaring og fastholdelse af stamspillere er der ingen tvivl: Fremtiden ser lys ud.
En sand serie-succes
Serie 2-projektet er derimod en stor succeshistorie. Nu har jeg snakket og skrevet meget omkring Danmarksserien, men vi kan i klubben glæde os over et fuldendt projekt i Serie 2. Målet var oprykning til Serie 1, og det lykkedes.
Satsningen med at trække talentfulde U19-spillere op et halvt år før tid har været en kæmpe gevinst.
Oprykningen er en gevinst i sig selv og godt arbejde af alle omkring holdet, men anerkendelsen går også i høj grad til ungdomsafdelingen. Uden den stærke årgang kunne det her aldrig være lykkedes. Så stor ros til alle trænere omkring spillerne både i nuet men også de seneste mange år.
Nu retter vi blikket mod et spændende forår, hvor vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hente så mange point som muligt så hurtigt som muligt.
Derudover håber vi på, at vi fortsat som minimum har et serie 1-hold. Og allerhelst et hold, der har spillet med om oprykning til jyllandsserien.