Lasse Kronborg er ny assistenttræner på DS-holdet
Arkivfoto: Palle Herløv.
SENIOR - Vi er begejstrede over at kunne præsentere Lasse Kronborg som ny assistenttræner for danmarksserieholdet.
Det er et allerede kendt ansigt i klubben, som vender tilbage til førsteholdstruppen i en central rolle. Vores nye assistenttræner har gennem flere år været en vigtig del af klubbens udvikling.
Lasse Kronborg har repræsenteret klubben som spiller, men samtidig også tidligere været i samme assistentrolle på danmarksserieholdet. En rolle, hvor han bidrog med stor faglighed, energi og et stærkt kendskab til klubbens værdier.
Hans seneste rolle i klubben var at stå i spidsen for U19-holdet som cheftræner, hvor han havde en afgørende rolle i talentudviklingen og var med til at løfte flere unge spillere videre mod seniorfodbolden, som klubben virkelig har haft stor gavn af i den indeværende afsluttede sæson.
Den sportslige ledelse glæder sig over tilføjelsen til trænerstaben. Det er en stor styrke for os at få en kapacitet ind, som både kender klubben indefra og har bevist sit værd som tidligere assistent men også senest med vores stærke U19-hold. Lasses erfaring, engagement og forståelse for vores spillestil bliver et vigtigt aktiv for holdet.
- Vi får en assistent, der kan bidrage med både taktisk indsigt og en passion uden lige. Jeg ved, at når Lasse går ind i noget, så er det med 100 procent commitment, som vil smitte af på spillerne, og jeg glæder mig allerede til samarbejdet, siger cheftræner Kenneth Qvist.
- Lasse har samtidig et godt forhold til mange af spillerne, og der et vigtigt element for os. Det er også især arbejdet med de unge, der bliver et kæmpe aktiv for holdet og klubben. Lasse kender klubben, og han ved, hvilke værdier vi lægger vægt på. De værdier er ikke noget, jeg går på kompromis med, og de er afgørende for, at vi kan stå som en stærk stemme udadtil mod spillerne. Det bliver et kæmpe plus for os i den kommende sæson.
Lasse Kronborg tiltræder i klubben, når spillerne møder ind til sæsonstart midt i januar. Han vil derfor være en del af truppen, når forberedelserne til den kommende sæson sættes i gang.
Hele klubben ønsker Lasse Kronborg velkommen retur.